Udstiller på Kant Fotofestival

I forbindelse med Kant Fotofestival udstiller jeg billeder fra mit “Storm” projekt på Det Gamle Rådhus i Thisted. Udstillingen kan ses indtil d. 15. oktober.

Gennem de sidste tre år har jeg arbejdet sammen med Lise Otte på et fælles projekt i form af en serie af dramatiske bølgebilleder fra Thy. Når DMI melder om storm, pakker vi vores fotogrej og kører til den jyske vestkyst.

Vi synes, at fotografiet som medie virkelig kommer til sin ret her. Med det blotte øje kan man umuligt nå at opfange den rigdom af detaljer, som gemmer sig i vandmasserne, men med hjælp fra en lang linse og en kort lukkertid får man lejlighed til at fastfryse øjeblikket og studere en bølge på nærmere hold. Måske er der opstået en spændende figur eller et monster.

Vi har inddelt billederne i følgende kategorier:

  • “Mennesket mod naturen” hvor bølgerne ses i forhold til noget menneskeskabt.

  • “Bølgeportrættet” hvor der kun optræder en enkelt bølge med en interessant facon.

  • “Slagmarken” hvor perspektivet er bredere, så man ser, hvordan vandmasserne kastes rundt, og man mærker stemningen af frådende hav.

Vi står selv for hele processen fra foto til færdigt værk: Den digitale efterbehandling, print, opklæbning på aluplader eller klassisk indramning med passepartout og anti-reflekterende glas.


Forrige
Forrige

Påskeudstilling 2023